Dansk Tennis Forbund, DTF, er den samlede idrætsorganisation, der arbejder for at styrke og udbrede tennissporten i Danmark. DTF servicerer samtidig de mange tennisinteressenter i Danmark, hvilket sker med en bred vifte af aktiviteter på en række områder.
Tennisarbejdet i Danmark foregår helt overordnet på tre niveauer: På forbunds-, unions- og klubniveau. Den enkelte tennisklub er medlem af en af de fire regionale unioner, der igen er medlem af DTF. Unionerne er Fyns Tennis Union (FTU), Jyllands Tennis Union (JTU), Københavns Tennis Union (KTU) og Sjællands Tennis Union (SLTU).
DTF’s ledelse udgøres af en bestyrelse og en administration. Den øverste myndighed i forbundet er naturligvis generalforsamlingen, der finder sted hvert år i marts.
Læs meget mere om DTF’s virke samt øvrige relationer på www.tennis.dk, som i kommunikationsøjemed primært henvender sig til unioner, klubber, kursister og turneringsaktive spillere.
Spiltennis.nu er et offensivt forsøg på at forbedre kommunikationen fra DTF direkte til tennisinteresserede og potentielt tennisinteresserede mennesker i Danmark. Spiltennis.nu ønsker på let, brugervenlig og elegant vis at lokke flere mennesker ud i klubberne. Spiltennis.nu signalerer glæde, passion og fællesskab. Tennis er en livsstil, sundt og mulig for alle aldersgrupper.
Spiltennis.nu er ligeledes et resultat af et visionært samarbejde mellem DTF og Danmarks Idræts-Forbund. DTF og DIF offentliggjorde i marts 2011 et treårigt udviklingsprojekt til tre millioner kroner. Essensen og målet er at sikre en markant tilgang af tennisspillere i aldersgruppen 20-55+. Voksenintroduktion lyder navnet på det konkrete samt fleksible produkt, som skal opmuntre tennisforældre og travle erhvervsaktive til at ’ville’ tennis.
Spiltennis.nu understøtter målsætningen, hvad angår Voksenintroduktion.
- Tennis for alle.
- Tennis er ligetil.
- Tennis er sundt.
- Tænk tennis, spil tennis.
- Det er det, vi alle sammen brænder for.
Kontakt os
Dansk Tennis Forbund
Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Tlf.: 43262660 (mandag-torsdag kl. 10-15/fredag kl. 10-13)
Fax: 43262670



